For mere end to år siden sagde jeg på FH’s ekstraordinære kongres, at politikerne er nødt til at se på pensionsalderen.
Siden er der sket meget. Ikke mindst i august sidste år, hvor statsminister Mette Frederiksen hev debatten ind på Christiansborg og ind i regeringskontorerne, da hun tog afstand fra de automatiske stigninger af pensionsalderen i velfærdsforliget.
Det her handler om almindelige menneskers liv. Så nu må politikerne bekende kulør!
Det var rigtig godt, at hun gjorde det. Og vi er et helt andet sted i dag efter mange gode debatter og forslag – ikke mindst fra os i fagbevægelsen, da vi som nogle af de første kom med et konkret og ansvarligt udspil i efteråret 2024.
Men fra politisk hold er der stadig temmelig tavst. Og det er efterhånden svært at forstå.
BEREGNER
Hvornår kan jeg gå på pension?
Indtast din fødselsdato og få svaret
Dit pensionsår
Din pensionsalder
År tilbage før folkepension
Man skal tænke sig godt om, før man lægger pensionsplaner. Det har jeg respekt for. Men det kan ikke vare evigt. Det her handler om almindelige menneskers liv. Så nu må politikerne bekende kulør.
Indtil videre har kun SF og Moderaterne for alvor været på banen – SF med et godt forslag om at styrke Arne-pensionen og Moderaterne med et forslag, der fjerner en masse gode ordninger og vil være en kæmpe forringelse af trygheden for lønmodtagerne.
Men ingen partier har fremlagt en samlet plan. Og størstedelen har ikke fremlagt noget som helst. Det er ikke godt nok.
Stjæl gerne fra os
For det haster med at styrke trygheden. 2 ud af 3 lønmodtagere under 50 år tror ikke på, at de kan holde til at arbejde helt frem til pensionsalderen. Det er ikke bare bekymrende – det er dybt uretfærdigt.
For det er jo lønmodtagerne, der hver dag får velfærdssamfundet til at hænge sammen. Danmark har verdens bedste lønmodtagere, som knokler for at skabe det gode velfærdssamfund, vi alle nyder godt af. Det mindste, de bør kunne forlange, er en tryghed for at kunne trække sig tilbage med værdighed, inden krop og hoved står af.
Men den tryghed er der ikke i dag.
Og hvis manglen på planer skyldes mangel på ideer, skal partierne endelig bare låne fra os.
I fagbevægelsen har vi lavet en plan for, hvordan pensionsalderen kan stige langsommere på en økonomisk forsvarlig måde – især hvis vi samtidig investerer i bedre forebyggelse og arbejdsmiljø.
Men det er ikke nok i sig selv. Vi skal også forsvare og styrke de ordninger, Moderaterne har erklæret krig mod. Seniorpension for de nedslidte. Og tidlig pension (Arne-pensionen) for kollegaerne med de længste arbejdsliv.
Endelig skal vi sørge for, at lønmodtagerne kan opkvalificere og videreuddanne sig gennem hele arbejdslivet. Og at de seniorer, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet længere, har de bedste muligheder for det.
Lønmodtagerne tager ansvar hver dag. Nu er det jeres tur!
Det sætter ikke samfundsøkonomien over styr. Tværtimod understøtter det den tryghed og sammenhængskraft, der er fundamentet for vores arbejdsmarked og sunde økonomi. Det fundament skal vi værne om. Og så skal vi huske, at dansk økonomi er historisk stærk, så vi har råd til både en retfærdig pensionsalder, et styrket forsvar, god velfærd og grøn omstilling.
Et stærkt arbejdsliv – hele livet
Hvis bare politikerne passer på lønmodtagerne, er der ikke noget, de hellere vil end at bidrage. Langt de fleste lønmodtagere er nemlig glade for at gå på arbejde. Det skal vi huske i debatten. Arbejdslivet giver fællesskab, identitet og stolthed.
Jeg har selv mødt pædagogen, der hver morgen glæder sig til at møde ind i daginstitutionen og blive mødt af små smil og åbne arme. Industriteknikeren, der mærker stoltheden, når maskineriet i produktionen bare spiller. Social- og sundhedsassistenten, der giver en ældre borger en god start på dagen – med omsorg og et smil. Og mureren, der glæder sig til at lægge den sidste sten på det nye boligbyggeri og vide, at hun har været med til at skabe noget, der står i mange år frem.
Det er mennesker, der er glade for deres job. Men som også skal kunne trække sig tilbage, før arbejdsglæden bliver til smerter.
Det er det, vi skal sikre.
Dansk økonomi står stærkt. Vi har historisk høj beskæftigelse, lav gæld og solide offentlige finanser.
Folketinget åbner i dag. Så til jer politikere – jeres vigtigste opgave i det kommende folketingsår bliver at sikre retten til en tryg og retfærdig tilbagetrækning for dem, der får Danmark til at hænge sammen.
Lønmodtagerne tager ansvar hver dag.
Nu er det jeres tur.


