Nicolai With møder ind klokken fire om morgenen, når resten af byen stadig sover. Han er specialarbejder og ansat i Københavns Kommune. Som en del af holdet, der sørger for, at hovedstaden bliver ren og præsentabel, udfører han dagligt fysisk krævende opgaver.
“Vi har tre hovedopgaver: Vi kører fejemaskinen, så tømmer vi skraldespande – de der Københavner-kurve, de små kurve – og så er der en, der laver manuelt arbejde med en løvblæser, puster affald ud til fejemaskinen,” forklarer han.
Når Nicolai og kollegerne står op til en ”møgbeskidt by”, giver det en stor glæde i arbejdet, når han kan se resultaterne næsten med det samme.
”Når du kommer op til Nørreport, der sejler i McDonald’s-papir og smadrede flasker – og så går man der og puster, og lige pludselig kigger du op, og så er det hele bare rent. Det giver en belønningsfølelse, at du kan se, at det arbejde, du laver, har en effekt med det samme,” siger Nicolai With.
Selv om han sætter pris på sit arbejde, er det ikke uden omkostninger for kroppen.
“Vi har sådan nogle rygsække med batteri (til løvblæseren, red.), og de er ret tunge. Du kan også mærke det i fingre og underarm, hvis du har gået og brugt ’hapseren’ (lang gribetang til affald, red.) en hel dag. Du kan godt mærke det der ensidigt gentagede arbejde – det er den samme bevægelse,” siger han.
Kan man holde til det hele livet?
Nicolai With er 36 år, og hvis pensionsalderen fortsætter med at stige, vil han være på arbejdsmarkedet i næsten fire årtier endnu, til han er 73 år.
Det er helt surrealistisk, at jeg er 73 år, når jeg går på pension. Og som ufaglært er det jo os, der lever kortest tid
“Det tænker jeg ikke kommer til at ske. Det kan jeg ikke forestille mig. Så skal der ske noget revolutionerende med de maskiner, vi har,” siger han.
Nicolai With kender flere kolleger, der allerede er fysisk mærkede af arbejdet.
“Vi har tre kollegaer, der er gået på nedsat tid nu. Den ene har lige fået en erstatning på 130.000 kr. for noget med ryggen – en arbejdsskade. En anden kollega tæt på 60 år halter hver dag og er på smertestillende for at komme gennem dagen. Der vil jeg helst ikke hen.”
Nicolai With oplever, at politikerne mangler forståelse for det fysiske arbejdsliv, fordi de blandt andet ikke bliver udsat for det, ham og hans kolleger bliver udsat for.
”Så de er måske lidt virkelighedsfjerne. Det kunne være, de skulle komme i praktik en måned hos os og se, hvad vi bliver udsat for.”
Han reagerer også på det sprog, der bruges i forvaltningen.
“Vi bliver jo ikke omtalt som: ”Der er til to menneskers arbejde.” Vi bliver kaldt ”årsværk”. Så er det ikke mennesker mere. Så er det bare nogle tal.”
Et klart budskab til politikerne
Når Nicolai With bliver spurgt, hvad han helst vil sige til politikerne på Christiansborg, svarer han uden tøven:
“Det er helt surrealistisk, at jeg er 73 år, når jeg går på pension. Og som ufaglært er det jo os, der lever kortest tid.”
Selv om han er glad for sit arbejde og det fællesskab, der følger med, så håber han, at fremtidens pensionssystem tager højde for job, der slider på kroppen:
“Jeg vil jo gerne være frisk og kunne bruge kroppen den dag, jeg går på pension – så jeg kan lave noget, kan rejse og være sammen med dem, jeg holder af.”
